Økonomisk afmatning
I løbet af 2008 mærkede man en klar opbremsning i konjunkturerne, især på den danske side af Sundet. Årsagen var både en faldende efterspørgsel og en tiltagende mangel på arbejdskraft, som satte grænser for den økonomiske vækst. Også den internationale konjunkturnedgang blev i løbet af 2008 markant, og i 2009 blev konjunkturnedgangen yderligere uddybet. I kølvandet på den internationale finanskrise, gik også Øresundsregionen ind i en langt svagere udvikling. Flere økonomiske prognoser vurderer dog, at den globale økonomi så småt vil rette sig i løbet af 2010. Det bør dog påpeges, at den økonomiske situation er meget vanskelig at bedømme.
Afmatningen påvirker flere områder, der omtales i TendensØresund 2010. Dette gælder eksempelvis områder som arbejds- og boligmarkedet, samt den afledte effekt på flytninger og pendlinger over Øresund. Det er dog ikke indenfor alle områder afmatningen fuldt ud viser sig i statistikken, da offentliggørelsen af en del statistik sker med en vis tidsmæssig forskydning.
Efter en periode med rekord lav arbejdsløshed i årene 2006-2008, er arbejdsløsheden igen steget i Øresundsregionen.
Flytningerne over Øresund har fulgt prisudviklingen på de to sider af Øresund, og efter en årrække med stor stigning i antallet af flytningen fra Øresund DK til Øresund SE, er mange danskere nu vendt hjem igen, ligesom at en del svenskere er begyndt at flytte til den danske del af regionen. Der findes dog fortsat, et lille nettooverskud af flytninger fra den danske til den svenske del af regionen
Øresundsregionen i den internationale konkurrence
Øresundsregionen er på mange områder en yderst konkurrencedygtig region. Regionen står alene for 26 % af det samlede BNP for Danmark og Sverige. Hver tredje mellem 25 og 64 år i Øresundsregionen har en videregående uddannelse – det ligger over det nationale niveau i både Sverige og Danmark. Regionen har internationalt set en veluddannet arbejdskraft, men i fremtiden kan der opstå brist på kvalificeret arbejdskraft.
I regionen anvendes ca. 3,9 % af BRP (brutto regional produktet) på forskning og udvikling, hvilket er over regioner som Berlin og Wien, men under en region som Stockholm. Ligeledes ligger den økonomiske vækst i Øresundsregionen markant efter regioner som Stockholm og Helsinki, regioner som Øresundsregionen normalt sammenlignes med og i stigende omfang konkurrerer med. Også hvad angår produktivitetsudviklingen ligger Øresundsregionen efter disse regioner.
En udfordring for regionen bliver også i fremtiden at sikre en god infrastruktur og mobilitet både til og fra samt internt i regionen. Øresundsregionen internationale tilgængelighed er i høj grad afhængig af regionens eneste internationale lufthavn, Københavns Lufthavn Kastrup.
Fremtiden
10 år efter Øresundsbrons indvielse har Øresundsregionen oplevet en stigende integration. En integration der måske på den korte bane bremses en anelse af den økonomiske afmatning, men som i det lange perspektiv har vist sig opadgående og som med al sandsynlighed vil fortsætte i fremtiden. Integrationen er nødvendig, hvis Øresundsregionen også i fremtiden skal være konkurrencedygtig på internationalt plan.

