Videre til indhold | Videre til menunavigation

Status

Øresundsregionen 10 år efter Øresundsbrons indvielse

I 2010 er det 10 år siden at Øresundsbroen blev indviet. 10 år hvor Øresundsregionen har været karakteriseret af en spirende integration, der år for år er vokset inden for områder som eksempelvis turisme, erhvervssamarbejde, uddannelse samt ikke mindst bolig- og arbejdsmarkedet. Regionens borgere tager i stigende omfang over Øresundsbron for at arbejde, udforske og opleve. Rigtig mange bruger muligheden for at handle og opleve kultur på den anden side af sundet, og i de sidste 10 år har vi også set at mange vælger at bo på den ene og arbejde på anden side af Øresund.

Udviklingen fra år 2000

Efter nogle svage økonomiske år i starten af det nye årtusinde oplevede Øresundsregionen mellem 2003 og 2006 en meget stærk konjunkturudvikling, og økonomien var oppe i fulde omdrejninger både i den danske og svenske del af Øresundsregionen med både øget bolig- og arbejdspendling til følge. Mange danskere valgte at udnytte de lavere boligpriser ved at bosætte sig i den svenske del af regionen og pendle til velbetalte jobs i København. Ligeledes fandt mange svenskere job i den danske del af Øresundsregionen. 13.000 personer er varigt flyttet fra fra Øresund DK til Øresund SE, da flytningerne var på sit højeste i 2006 og 2007 flyttede over 4.000 personer fra den danske til den svenske del af regionen om året, mens ca. 1.500 personer flyttede den anden vej.

Dette har betydet at antallet af pendlere har været kraftigt stigende. Antallet af daglige bolig- og arbejdspendlere over Øresund er steget fra under 3.000 personer inden Øresundsbrons åbning til omkring 20.000 i 2009. Hele 97 % af disse pendlere bor i Sverige og arbejder i Danmark. Trafikken over Øresund har ligeledes oplevet en kraftig vækst. I 1990’erne blev Øresund passeret af mellem to og tre millioner biler årligt. I 2009 var antallet af køretøjer vokset til 9,3 millioner, og i alt passerede 35,6 millioner rejsende Øresund i bil, bus, tog eller med færge.


Handlinger tilknyttet webside