Nystartede virksomheder samt dansk og svensk ejede arbejdssteder på tværs af Øresund
Nystartede virksomheder er en vigtig drivkraft for fornyelse af økonomien. Både Sverige og Danmark har forholdsvist få nystartede virksomheder sammenlignet med det øvrige Europa, og det er en nationalt prioriteret opgave i begge lande at øge antallet af nystartede virksomheder. Såvel den svenske som den danske del af Øresundsregionen har flere nystartede virksomheder end gennemsnittet for de respektive lande. Antallet af nystartede virksomheder er noget højere i Danmark end i Sverige. Antallet af nystartede virksomheder i Region Hovedstaden og Stockholms Län ligger på samme niveau. I Øresund SE og Øresund DK ligger antallet af nystartede virksomheder på et noget lavere niveau.
I 2006 blev der startet 24.000 nye virksomheder i Øresundsregionen, hvilket svarer til 31 procent af samtlige nye virksomheder i Danmark og Sverige. 74 procent af de nye virksomheder blev startet op på den danske side af Øresund.
Stadig flere skånske virksomheder har danske ejere
Stigende henholdsvis dansk og svensk ejerskab på den anden side af Øresund er et udtryk for en voksende internationalisering, men kan også være et tegn på øget strukturel integration af erhvervslivet i de to regionsdele. Forskellige undersøgelser viser, at det hyppigste motiv bag virksomheders investering i et andet land handler om at få adgang til større og voksende markeder. Nærheden til kunderne er særligt vigtig for virksomheder i servicesektoren.
Statistik fra TillväxtAnalys viser, at Danmark har styrket sin position som ejerland i Øresund SE. I årene før åbningen af Øresundsbron var der godt 200 dansk ejede arbejdssteder (produktionsenheder) i Øresund SE. I 2008 var der næsten 700. Samlet set er cirka 80.000 personer ansat i udenlandsk ejede virksomheder i Øresund SE, og cirka 11.000 af disse er ansat i dansk ejede virksomheder. Ifølge statistikken fra TillväxtAnalys skete stigningen primært i de år, hvor broen blev færdiggjort. I de senere år har stigningen været mere beskeden.
Hovedparten af arbejdssteder med danske ejere findes inden for servicesektoren. Mere end 40 procent ligger inden for branchegruppen handel, hotel og restaurant. I denne branchegruppe er det virksomheder inden for handel, der dominerer. Cirka 25 procent findes i branchegruppen finans, ejendomme og forretningsservice. Det er en meget forskelligartet branchegruppe, der rummer såvel konsulent- og reklamevirksomheder som rengørings- og vagtfirmaer.
Svensk ejede arbejdssteder i den danske del af Øresundsregionen
Sverige er det største enkelte ejerland i Danmark målt som andel af ansatte på udenlandsk ejede arbejdssteder med Sverige som oprindelsesland (koncernmoderselskab). I 2007 var næsten 29 procent af samtlige ansatte på udenlandsk ejede arbejdssteder i Danmark og i den danske del af Øresundsregionen beskæftigede på svenskejede arbejdssteder. I Danmark var i alt 258.000 personer ansat på udenlandsk ejede arbejdssteder, heraf omkring 72.000 på svensk ejede arbejdssteder, eller 28 procent. I den danske del af Øresundsregionen var 146.000 personer ansat på udenlandsk ejede arbejdssteder, heraf 42.000 på svensk ejede arbejdssteder, eller 29 procent. De udenlandsk ejede arbejdssteder i Danmark havde en samlet omsætning på 756 milliarder DKK, hvoraf de svensk ejede arbejdssteder stod for 177 milliarder, eller 23 procent. I Øresund DK omsatte de udenlandsk ejede arbejdssteder for 461 milliarder DKK, hvoraf de svensk ejede stod for ca. 101 milliarder, eller 22 procent.
- Udenlandsk ejede arbejdssteder i Danmark efter oprindelsesland og antal ansatte i 2007. Rangordnet efter antal ansatte
Kilde: Danmarks Statistik
De svenske ejerandele er størst inden for handel og forretningsservice efterfulgt af fremstillingsindustri og byggevirksomhed. At handel og forretningsservice er så dominerende indikerer, at det også her er nærheden til kunderne som i høj grad påvirker etableringsbeslutningerne.




