Videre til indhold | Videre til menunavigation

Kommentarer til statistikken

Statistik over bruttoværditilvæksten per branche opgøres på regionalt niveau kun i løbende priser. For at kunne sammenligne økonomisk vækst mellem brancher og regioner er det nødvendigt at fastprisberegne bruttoværditilvæksten. På regionalt niveau kan det kun gøres tilnærmelsesvist ved at anvende nationale deflatorer på den regionale statistik.

Arbejdsproduktivitet defineres som bruttoværditilvækst per arbejdstime. Produktivitetsændringen udgør ændringen af bruttoværditilvæksten i faste priser i forhold til ændringen i antal arbejdstimer. Eftersom der ikke findes tilgængelig statistik over arbejdstimer per branche på regionalt niveau, bliver det nødvendigt at beregne arbejdsproduktiviteten som ændringen af bruttoværditilvæksten i faste priser i forhold til ændringen i antallet af erhvervsaktive.

OECD har udarbejdet en branchenomenklatur for det, man kalder den højteknologiske sektor (hightech). I deres regionale statistikdatabase præsenterer også Eurostat statistik over antallet af beskæftigede efter branche, sektor og region (NUTS2-niveau). Eurostat følger dog ikke helt OECD’s nomenklatur, men grupperer brancherne efter en grovere inddeling. Når Øresundsregionen i denne rapport sammenlignes med andre europæiske regioner, har det været nødvendigt at følge Eurostats branche- og sektorinddeling. I de nordiske sammenligninger er det dog OECD’s mere detaljerede branchenomenklatur, som er benyttet.

Specialiseringsindekset er beregnet som den andel af de beskæftigede i regionerne, der arbejder inden for en bestemt branche, divideret med andelen af beskæftigede i den tilsvarende branche i Danmark, Sverige, Finland eller hele Norden.

Ifølge OECD er definitionen på udenlandsk ejerskab af en virksomhed, at mere end halvdelen af aktiernes stemmeværdi indehaves af en udenlandsk ejer. Når en udenlandsk ejer har mere end 50 procent af aktiernes stemmeværdi, har ejeren en dominerende indflydelse og kan derfor styre virksomheden og driften. En virksomhed regnes dermed som hørende til den nationale selskabssektor, så længe det udenlandske ejerskab ikke overskrider 50 procent af stemmeværdien. Danmarks Statistik, SCB og TillväxtAnalys (tidligere ITPS) følger OECD’s definition, når man udarbejder statistik over udenlandsk ejede virksomheder og arbejdssteder i Danmark og Sverige.

I stedet for at opgøre udenlandsk ejerskab som antallet af udenlandsk ejede virksomheder opgøres i stedet antallet af udenlandsk ejede arbejdssteder. Et arbejdssted er en adresse, ejendom eller et anlæg, hvor firmaet driver virksomhed. En virksomhed skal altid have mindst et arbejdssted, men kan have flere. Fordelen ved at opgøre antallet af ansatte på udenlandsk ejede arbejdssteder i stedet for i udenlandske virksomheder er, at virksomheder med bopæl i én region kan have flere arbejdssteder i andre regioner. På samme måde forekommer det, at arbejdssteder i én region tilhører virksomheder med bopæl i andre regioner. Antallet af ansatte, som angives i tilknytning til virksomheder, kan derfor omfatte ansatte, der arbejder i andre regioner, hvilket giver et misvisende billede. Derfor foretrækkes det at opgøre antallet af ansatte knyttet til arbejdssteder.

Der er elementer af usikkerhed i statistikken over udenlandsk ejede virksomheder og arbejdssteder. Statistikken er baseret på et virksomhedsregister, men det er velkendt, at registret ikke indeholder helt opdaterede oplysninger. Registret opdateres løbende, men de virksomheder, der registreres som udenlandsk ejede et år, behøver ikke nødvendigvis være nye udenlandsk ejede virksomheder/arbejdssteder for netop det år, som undersøgelsen gennemføres, men kan have været udenlandsk ejede i flere år uden at være optaget i registret. Derfor bør oplysninger anvendes med forsigtighed, når det gælder sammenligninger mellem enkelte år.

Handlinger tilknyttet webside