Erhvervsstruktur
Øresundsregionen gennemgår i lighed med den øvrige vestlige verden en omstrukturering, som betyder, at andelen af beskæftigede i den private servicesektor stiger, mens andelen af beskæftigede inden for fremstillingsindustri og landbrug falder. Der er dog inden for Øresundsregionen stor forskel på, hvor langt denne omstrukturering er kommet. I Region Hovedstaden stod fremstillingsindustrien (inklusive byggebranchen) for cirka 15 procent af den samlede beskæftigelse i 2007, hvilket kan sammenlignes med Region Sjælland og Region Skåne, hvor fremstillingsindustrien stod for henholdsvis 22 og 23 procent af beskæftigelsen. Selv om fremstillingsindustrien går tilbage i alle tre områder, er faldet stærkest i Region Hovedstaden. Region Hovedstaden domineres i stedet af en meget stor andel beskæftigede i den private servicesektor: 48 procent. I Region Sjælland og i Region Skåne står den private servicesektor for henholdsvis 36 og 37 procent af beskæftigelsen. Fælles for de tre regionsdele er, at de mest fremtrædende brancher er forretningsservice samt engros- og detailhandel. I industrisektoren er det primært byggebranchen samt kemi- og plastindustrien, der står for en stor andel af beskæftigelsen i de tre regionsdele.
- Beskæftigede (dagbefolkning) per branche i Øresundsregionen i 1993 og 2007 (procent)
Kilde: Danmarks Statistik og SCB. Bearbejdning af Region Skåne. Fodnote: Gælder november 1993 og november 2007
Bruttoværditilvækst efter branche
Bruttoværditilvækst defineres normalt som en virksomheds eller en branches produktion minus værdien af forbrugte varer. Bruttoværditilvæksten er virksomhedens eller branchens bidrag til bruttonationalproduktet (BNP) eller på regionalt niveau bruttoregionalproduktet (BRP). Præcis som beskæftigelsesstatistikken viser den økonomiske statistik, at der er væsentlige forskelle på erhvervsstrukturen inden for forskellige dele af Øresundsregionen. I Region Sjælland og Region Skåne har fremstillingsindustrien stadig en betydelig rolle i økonomien, mens den i Region Hovedstaden kun står for en mindre del af den samlede produktionsværdi. I Region Hovedstaden står industrisektoren (inklusive byggebranchen) kun for 16 procent af den samlede bruttoværditilvækst i 2007, sammenlignet med 27 procent i Region Sjælland og 25 procent i Region Skåne. Omvendt står den private servicesektor (transport, kommunikation, ejendomme, finans- og forretningsservice) for 60 procent af den samlede bruttoværditilvækst i Region Hovedstaden, 42 procent i Region Sjælland og 40 procent i Region Skåne. En lighed mellem de tre regionsdele er, at i industrisektoren er kemi- og plastindustrien omtrent lige store, mens der er betydelige forskelle på, hvordan branchen er sammensat inden for de tre regionsdele. Engros- og detailhandel er også godt repræsenteret i samtlige tre regionsdele. En væsentlig forskel er finanssektorens store betydning i Region Hovedstaden, hvilket forklares med, at denne branche typisk er stærkt koncentreret til hovedstadsområder. Transport og telekommunikation er også stærkt overrepræsenteret i Region Hovedstaden.
- Bruttoværditilvækst per branche i Øresundsregionen 1993-2007 (mia. kr.) 2000-priser opgivet i de respektive landes valuta
Kilde: Danmarks Statistik og SCB. Bearbejdning af Region Skåne

