Danskernes ændrede bosætningsmønster i Øresund SE og fremtidens flyttebevægelser
I Øresund SE bor omkring 24.000 danske statsborgere (1) (1.1.2009), hvoraf ganske mange (15 procent) er født i Sverige. Dertil kommer nogle tusind personer, som er født i Danmark, men som har fået svensk statsborgerskab. I sidstnævnte gruppe er over halvdelen ældre end 60 år.
Tilflytningen fra Danmark til Øresund SE steg markant efter år 2000, hvor der boede næsten 10.000 danske statsborgere i Øresund SE. Tilflytningen til Øresund SE er aftaget siden 2007 samtidigt med at flytningerne fra Øresund SE til Øresund DK er steget, især fordi mange danskere flytter tilbage efter en tid i Øresund SE.
Før år 2000 var danskerne overrepræsenteret i mange kommuner i det nordvestlige Skåne og bl.a. i mindre industrikommuner som Klippan, Åstorp, Perstorp og Örkelljunga. Det var klart her danskerne var indvandret til før 2000 og i det nordvestlige Skåne boede 39 procent af danskerne.
- Øresundsflyttere fra Øresund SE til Øresund DK efter statsborgerskab og alder. Procent fordelt 2008
Kilde: Ørestat
Efter 2000 skete der et skift i bosætningsmønstret, selvom alle kommuner i Øresund SE oplevede en øget tilflytning fra Danmark. Der kom 14.500 flere danskere til Øresund SE i årene 2000-2008 og kun 15 procent af dem bosatte sig i det nordvestlige Skåne, mens 77 procent bosatte sig i det sydvestlige Skåne. Men væksten er alene gået til Malmö stad, som har modtaget 63 procent af Skånes nettotilvækst af danskere. Det øvrige sydvestlige Skåne har faktisk haft en relativt lille tilvækst af danskere. Og i det nord- og sydøstlige Skåne hvor den danske bosætning er beskeden har tilvæksten af danskere været endnu mere beskeden.
I 2009 var danskerne særligt overrepræsenteret i Malmö, Bjuv, Örkelljunga og Klippan kommuner, hvor mere end 3 procent af indbyggerne er danskere. Omvendt udgør de danske statsborgere kun knap 0,3 procent af indbyggerne i Kristianstad.
Danskernes koncentrerede bosætning i Malmö skyldes nærheden til broen og København, hvilket understøttes af det faktum, at godt 85 procent af de erhvervsaktive danskere, som flyttede til Øresund SE i perioden 2000-2005 fortsatte med at arbejde i Danmark også efter flytningen. For at belyse vigtigheden af nærheden til Øresundsbron er afstanden mellem de tilflyttede danskeres bopæl og Svågertorp (togstation på den skånske side tæt på broforbindelsen) blevet beregnet.
Tidligere undersøgelser fra Region Skåne har vist, at hver tredje dansker, som flyttede til Øresund SE i 2005 og 2006, har bosat sig inden for fem kilometer fra Svågertorp, og over 50 procent bor inden for en 10 kilometers radius. Denne tendens er endnu stærkere blandt dem, som arbejdspendler til Danmark. Foruden i det centrale Malmö er der sket to tydelige koncentrationer i Oxie og Bunkeflo i det sydlige Malmö.
Fremtidens flyttebevægelser
Da Øresundsbron blev etableret i 2000 blev det stigende antal flytninger over Øresund udtryk for en begyndende integration mellem Øresundsregionens danske og svenske del. Flytningerne var en del af et mønster, som startede med, at især københavnerne flyttede fra de hurtigt stigende boligpriser, bosatte sig hvor der var gode og billige boliger og i en afstand så de kunne beholde deres attraktive og højtlønnede job på den danske side af Øresund.
Flytningen til et andet land kan være en spændende udfordring, men den kan også have omkostninger kulturelt og sprogligt og barrierer ved at etablere nye netværk, måske på bekostning af gamle netværk og familie. Efter nogle år er mange danskere derfor flyttet tilbage, der hvor de kom fra, bl.a. fordi børnene skal i skole. Andre er måske flyttet fordi det danske boligmarked har åbnet sig bl.a. gennem store prisfald på boliger.
Fremtidens flyttebevægelser vil blive påvirket af, hvor vidt det fortsat er fordelagtigt at bosætte sig i Malmö mht. boligpriser, rejseomkostninger og rejseafstand, men det springende punkt er hvorvidt flytningerne fremover stadig vil være koblet så tæt sammen med pendling tilbage til det vellønnede job i København eller om flere danskere vil flytte både bopæl og arbejdsplads til Øresund SE og dermed blive integreret mere omfattende og varigt på den svenske side. Ligeledes vil fremtiden vise, om de højere boligpriser i København og på Sjælland fortsat vil være en hindring for at velkvalificerede skåninge finder vej til en tilværelse, hvor de kan forene et vellønnet job med en dyrere bolig i København eller et andet sted i Øresund DK.
(1) En tidligere opgørelse fra Region Skåne opgjorde at ca. ¾ af alle danskfødte i Øresund SE er danske statsborgere, hvilket svarer til, at der aktuelt skulle være bosat ca. 32.000 danskere i Øresund SE.


