Kommentarer til statitikken
Boligopgørelser
Som boliger medregnes alene egentlige boliger og dvs. eksl. kollegier, døgninstitutioner samt fritidshuse mv. der benyttes til helårsbeboelse. Boligtallene for den danske del af regionen omfatter alle boliger uanset om de er beboet eller ej, hvilket også gælder de svenske boligtal, som er baseret på en årlig opdatering af en folke- og boligtælling fra 1990 FoB90.
Forskellige ejerformer i de to lande vanskeliggør en sammenligning af ejerstrukturen på tværs af Øresund. I Danmark betragtes andelsboliger under private andelsboligforeninger som lejede boliger, mens ejerlejligheder medregnes som ejede boliger (også uanset om de er udlejede). I Sverige medregnes boliger med ’hyresrätt’ som lejede boliger, mens lejligheder med ’bostadsrätt’ betragtes som ejede boliger.
Boligtilgangen omfatter boligbyggeri opgjort som nettovæksten i boligbestanden og ikke som det indberettede fuldførte byggeri. Det skyldes, at ændringerne i boligbestand bedre opfanger nedlæggelser og sammenlægninger af boliger, samtidig med at bestandsopgørelserne ikke er præget af foreløbige tal.
Fordelingen efter boligstruktur og antal værelser er for danske data baseret på de beboede boliger.
Skøn over et fremtidigt boligbehov i Øresundsregionen
Skønnet for den danske del af Øresundsregionen er baseret på det tidligere Boligministeriums definition af det potentielt udækkede boligbehov jf. ’Det danske boligmarked – udvikling i boligforsyning og boligønsker’, SBI/AKF 2001. Det potentielt udækkede boligbehov angiver omfanget af det antal boliger, der mangler i forhold til befolkningens familiedannelser. Det aktuelle skøn er alene baseret på relationen mellem antal familier og antal boliger, hvor antallet af fremtidige familier er beregnet på basis af Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning for udviklingen i folketallet.
For Øresund SE er det fremtidige boligbehov blevet skønnet ved at regne på den forventede vækst i antal husstande. Dette antal er beregnet ud fra en antagelse om at det er proportionalt med væksten i antal 16-84årige.

